Socialdemokraterne: Udsatte børn og unge skal til årligt lægetjek

Socialdemokraterne i Kolding vil indføre et årligt sundhedstjek for udsatte børn og unge. Ekspert på området er skeptisk. Forslaget er sendt til Social- og Sundhedsudvalget, som skal diskutere det i næste uge.

Socialdemokraterne vil have bedre vilkår for kommunens udsatte børn og unge

                                                

Af Clara Leck Bachmann 

 

Udsatte børn og unge har stor risiko for sundhedsproblemer. Det vil Socialdemokraterne i Kolding Byråd gøre noget ved. De har netop foreslået at indføre et årligt obligatorisk lægetjek for udsatte børn og unge. Forslaget er sendt til Social- og Sundhedsvalget, som har det på dagsordenen i næste uge.

Socialdemokraternes gruppeformand, Christian Haugk, mener, at det er vigtigt at tjekke op på udsatte børn og unges sundhed. Det handler om at undersøge syn, motorik, hørelse, livsstilssygdomme og generel trivsel.

Bedre vilkår for det enkelte barn

Ifølge gruppeformand Christian Haugk, blev Socialdemokraterne inspireret af en lignende ordning i Mariagerfjord Kommune. Her fandt man ud af, at cirka halvdelen af de anbragte børn havde sundhedsmæssige problemer, som krævede lægebesøg.

”Vores forslag om et årligt lægebesøg skal virke præventivt, så vi sikrer, at udsatte børn og unge kommer godt afsted i livet,” siger Christian Haugk.

Det er specielt overvægt, som Christian Haugk ser som et stigende problem for udsatte børn og unge. Her viser tal fra Kommunernes Landsforening, at de i langt højere grad end deres klassekammerater bliver overvægtige i løbet af deres skolegang.

”Vi vil gerne tage problematikken om overvægt op, så vi får skabt en opmærksomhed på de livsstilsbaserede udfordringer for udsatte børn og unge,” siger Christian Haugk.

Man skal hjælpe hele familien

Anne Marie Villumsen fra VIA University College er ekspert i kommuners arbejde med udsatte børn og unge. Hun forstår ikke, hvorfor Socialdemokraterne udelukkende fokuserer på at hjælpe børnene. Hun mener, at det er vigtigt at samarbejde med forældrene, så hele familien bliver inddraget i løsningen af eventuelle vanskeligheder.

”Hvis lille Ida tager til lægen og får at vide, at hun vejer for meget og derfor skal spise sundere, hjælper det jo ikke, hvis forældrene derhjemme ikke har overskud eller viden til at gøre noget ved det. Så efterlader vi børnene alene med problemerne,” siger hun.

Ifølge hende, skal Socialdemokraterne være tydelige med, hvad de vil opnå med forslaget.

”Der er i forvejen et hav af forskellige tilbud til udsatte børn og unge, der ikke følges op på forskningsmæssigt, såsom familiebehandling, støttekontaktpersoner og mentorordninger. Vi er nødt til at vide, om de tilbud, vi sætter i verden, rent faktisk gør en forskel,” siger Anne Marie Villumsen.

Hun mener, at udsatte børn og unges problemer er større end, at det kan løses med et lægebesøg en gang om året.

Mangel på koordinering

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lis Ravn Ebbesen, mener, at man skal passe på med at lave så mange undersøgelser, at det hæmmer i stedet for at fremme. Hun undrer sig over, at Socialdemokraterne ikke har spurgt dem om, hvad de har arbejdet på.

”Vi har haft en temadebat om, hvordan vi mindsker antallet af overvægtige børn, så jeg kan ikke forstå, at de inddrager det i deres forslag,” siger Lis Ravn Ebbesen.

Social- og Sundhedsudvalget holder møde om forslaget den 15. marts. Her skal de definere, hvilke tilbud, de har på området i forvejen, hvem forslaget kan hjælpe, og hvad det vil koste.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *